Når du designer en webshop, spiller valget af skrifttype en større rolle, end mange måske tror. Skrifttyper påvirker både kundernes opfattelse af brandet, tekstens læselighed og den samlede brugeroplevelse. Sammen med resten af webdesignet er typografien med til at skabe tillid og styrke brandidentiteten.
Heldigvis behøver du hverken være ekspert i grafisk design eller have erfaring med typografi for at vælge de rigtige skrifttyper.
Her får du hjælp til at vurdere og vælge de bedste skrifttyper til hjemmesider samt otte stærke bud, der egner sig særligt godt til webshops. Målet er at finde skrifttyper, der passer til brandets udtryk, uden bare at falde tilbage på klassiske standardvalg som Times New Roman eller Comic Sans.
Hvad er forskellen på en font og en skrifttype?
Ordene font og skrifttype bruges ofte synonymt på dansk, men der kan skelnes mellem dem i typografisk sammenhæng. En skrifttype dækker over det samlede design, mens en font er en bestemt variant af skrifttypen, for eksempel en bestemt stil eller skriftstyrke. Arial er eksempelvis en skrifttype, mens Arial Bold og Arial Italic er forskellige fonte.
Skrifttyper kan opdeles i en række overordnede kategorier ud fra deres udseende:
- Serifskrift. Serifskrifter som Times New Roman har små afsluttende streger på bogstaverne, som ofte giver et mere klassisk og traditionelt udtryk.
- Sans serif-skrift. Rene og moderne skrifter som Helvetica og Futura har ingen seriffer. Sans serif-skrifter bruges ofte i digitale grænseflader, fordi de typisk har god læselighed på skærme.
- Håndskriftstil. Disse skrifter efterligner håndskrift og egner sig især til dekorative overskrifter, logoer og andre grafiske elementer.
- Monospace-skrift. I monospace-skrifter optager alle tegn den samme bredde. De bruges ofte i tekniske sammenhænge eller til at skabe et funktionelt og enkelt udtryk.
- Display-skrift. Display-skrifter er markante og ofte meget stiliserede. De er udviklet til større skriftstørrelser og fungerer bedst i overskrifter frem for i brødtekst.
- Geometrisk skrift. Geometriske skrifter er typisk sans serif-skrifter, der bygger på enkle, regelmæssige former og giver et rent og moderne udtryk.
- Humanistisk skrift. Humanistiske skrifter er inspireret af håndskrevne bogstavformer og har ofte et varmt, naturligt og imødekommende udtryk.
Sådan vælger du den rigtige skrifttype til dit website
- Prioritér læselighed og tilgængelighed
- Sørg for, at den passer til brandidentiteten
- Tænk på performance
- Sørg for god visning på skærme
De bedste skrifttyper til dit website afspejler brandets personlighed og gør samtidig indholdet let at læse for målgruppen på tværs af browsere og enheder. Her er de vigtigste kriterier, du bør styre efter:
1. Prioritér læselighed og tilgængelighed
Gode skrifttyper skal være nemme at læse i forskellige størrelser, især på mobilenheder. Se efter åbne bogstavformer, passende afstand mellem tegnene og en moderat kontrast mellem tykke og tynde streger. Undgå meget tynde eller dekorative skrifter i brødtekst. Skrifter som Inclusive Sans og Noto Sans egner sig godt til web og er udviklet med fokus på tilgængelighed.
2. Sørg for, at den passer til brandidentiteten
Skrifttypen bør afspejle brandets tone og værdier. Lad brandidentiteten danne grundlag for de typografiske valg, så udtrykket hænger sammen på tværs af alle kontaktpunkter med kunderne. Forskellige skrifttyper kan være med til at signalere forskellige stemninger og personligheder.
Her er nogle typiske brandtræk og de skrifttyper, der ofte passer til dem:
- Elegant. Serifskrifter som EB Garamond eller GT Alpina giver et elegant og sofistikeret udtryk.
- Markant. Kraftige sans serif-skrifter som GT Standard skaber et selvsikkert og tydeligt udtryk.
- Legende. Runde eller mere udtryksfulde skrifter som ABC Rom giver et venligt og uformelt præg.
- Minimalistisk. Neutrale, geometriske skrifter som Suisse understøtter det enkle og moderne udtryk, der kendetegner minimalistisk design.
Før du beslutter dig, kan du prøve centrale brandbudskaber af med forskellige skrifttyper og se, hvordan de påvirker det samlede udtryk.
3. Tænk på performance
For mange skrifttyper kan gøre dit website langsommere. Begræns dig derfor til en eller to skriftfamilier, og brug weboptimerede formater som Web Open Font Format 2.0 (WOFF2). Når du downloader en font, gemmes den typisk som en .ttf- eller .otf-fil. Hvis filerne ikke allerede er i WOFF2-format, kan du konvertere dem med gratis værktøjer som Transfonter eller Font Squirrel’s Webfont Generator.
Værktøjer som Google Fonts gør det nemt at forhåndsvise og vælge skrifter med en god balance mellem design og indlæsningstid. Mange skriftbiblioteker giver også mulighed for kun at inkludere de tegnsæt og skriftstyrker, du har brug for. Det kan reducere filstørrelsen og forbedre indlæsningshastigheden.
Vælg kun de skriftstyrker og varianter, du rent faktisk bruger, for eksempel normal og fed. Undgå samtidig at indlæse en hel skriftfamilie, hvis det ikke er nødvendigt. Det giver ikke kun bedre performance, men bidrager også til et mere enkelt og konsekvent design.
4. Sørg for god visning på skærme
Skrifter, der er optimeret til skærm, har typisk:
- En høj x-højde (relativt høje små bogstaver)
- Åbne bogstavformer (godt med luft i tegnene)
- En tydelig forskel mellem tegn som lille ”l” og stort ”I”
- Hvis webshoppen er på dansk, bør du også kontrollere, at skrifttypen gengiver æ, ø og å tydeligt i alle de varianter, du bruger.
Skrifter, der er udviklet til digital brug, fremhæver ofte disse egenskaber i deres beskrivelser. Hvis du vil have flere tips til webdesign, kan du læse Shopifys guide til design af webshops.
8 bedste skrifttyper til dit website
Når du skal vælge skrifttype til din webshop, kan det være en fordel at tage udgangspunkt i nogle gennemprøvede kvalitetsvalg. Listen herunder rummer otte populære skrifter, fra tilgængelige open source-løsninger til professionelle premium-skrifter, som kombinerer et stærkt visuelt udtryk med god funktionalitet.
Skriftene har forskellige udtryk og tekniske egenskaber, så der er muligheder til flere typer brands og designstile. Det gælder både, hvis du vil have et venligt og moderne udtryk, og hvis du går efter en mere elegant eller redaktionel stil.
Inclusive Sans

Inclusive Sans fra Google Fonts er en sans serif-skrift, der er udviklet med særligt fokus på tilgængelighed og god læselighed. De åbne bogstavformer og den gode afstand mellem tegnene gør skriften velegnet til mange forskellige læsere, herunder personer med nedsat syn. Det gør den til et oplagt valg for brands, der prioriterer inkluderende design. Skriften er udviklet med input fra eksperter i tilgængelighed og fungerer godt på tværs af forskellige skærmstørrelser og digitale miljøer. Den tydelige udformning gør den særligt velegnet de steder, hvor klar kommunikation og en god læseoplevelse er vigtig for kundeoplevelsen.
Du kan downloade Inclusive Sans fra Google Fonts.
Noto Sans
Noto Sans, som også findes på Google Fonts, er en sans serif-skrift, der understøtter mere end 800 sprog. Det gør den særligt velegnet til international e-handel. Skriften har et rent og neutralt udtryk og bevarer en høj grad af visuel sammenhæng på tværs af forskellige skriftsystemer. Det gør det lettere at skabe et ensartet flersproget website. Noto Sans er derfor et stærkt valg for virksomheder, der arbejder med lokalisering eller gerne vil nå ud til kunder på flere internationale e-handelsmarkeder.
Du kan downloade Noto Sans fra Google Fonts.
EB Garamond
EB Garamond er en klassisk serifskrift, der er tilpasset digital brug og passer godt til virksomheder, som vil have et elegant eller litterært udtryk. Den egner sig godt til længere tekster og giver webshops et mere sofistikeret præg. Skriften bevarer sit historiske udtryk, samtidig med at den har den tydelighed og struktur, der kræves på digitale flader. Den markante kontrast mellem tykke og tynde streger og de fint udformede seriffer giver skriften et raffineret, redaktionelt udtryk. Derfor passer den særligt godt til brands inden for eksempelvis forlagsbranchen, luksusvarer eller wellness, som ønsker at signalere kvalitet, dybde og tradition.
Du kan downloade EB Garamond fra Google Fonts.
IBM Plex Mono
IBM Plex Mono er en monospace sans serif-skrift med et teknisk og moderne udtryk. Den er en del af IBMs open source-familie af skrifter, som blandt andet omfatter sans serif-, serif- og monospace-varianter, der er udviklet til at fungere godt sammen. Det giver brands mulighed for at kombinere forskellige skriftstilarter og samtidig bevare et sammenhængende visuelt udtryk.
Som monospace-skrift er IBM Plex Mono særligt nyttig i webshopmiljøer med mange UI-elementer, for eksempel onlinebutikker med komplekse dashboards, produktfiltre med løbende opdateringer eller detaljerede kundeportaler. Fordi alle tegn har samme bredde, er skriften også velegnet i tekniske sammenhænge, blandt andet til kodeeksempler, specifikationer og produktdata.
Du kan downloade IBM Plex Mono fra Google Fonts.
GT Alpina

GT Alpina er en serifskrifttype fra Grilli Type, som kombinerer klassiske træk som harmoniske proportioner, tydelig kontrast mellem tykke og tynde streger og traditionelt udformede seriffer med et mere moderne og udtryksfuldt formsprog. Resultatet er en skrift, der føles både velkendt og karakteristisk.
Blandt de særlige detaljer er let overdrevne kurver, skarpe kileformede seriffer og markante former i bogstaver som lille “a” og “g”. De giver skrifttypen personlighed uden at gå på kompromis med læseligheden. Det brede udvalg af varianter gør den velegnet til både overskrifter og brødtekst, og den fungerer godt som både primær og sekundær skrift. GT Alpina passer især til brands med fokus på storytelling og til webshops, der vil kombinere et troværdigt udtryk med kreativ kant.
Du kan downloade GT Alpina fra Grilli Type.
ABC Rom

ABC Rom fra skrifthusset Dinamo er en smal sans serif-skrift, der kombinerer et moderne grotesk udtryk med mere karakteristiske detaljer. Groteske skrifter er en tidlig form for sans serif og er typisk kendetegnet ved forholdsvis ensartede stregbredder, tæt tegnafstand og en enkel opbygning. Moderne groteske skrifter videreudvikler ofte disse træk til digital brug med blødere kurver og en mere harmonisk rytme, som giver god læselighed på skærme.
ABC Rom skiller sig især ud med sine markante detaljer, blandt andet smalle åbninger i bogstaver som “E” og “C”, utraditionelle stregafslutninger og en kompakt, opret form, der giver skriften et selvsikkert og energisk udtryk. Den høje x-højde, de smalle bogstavformer og særlige detaljer i tegn som lille “r” og “t” giver skriften karakter uden at gå på kompromis med læseligheden.
ABC Rom fås i flere bredder og fungerer derfor godt i forskellige typer webdesign, fra smalle mobilmenuer til markante overskrifter. Det gør den til et alsidigt valg for brands, der vil tilføre designet personlighed og samtidig bevare et rent og funktionelt udtryk.
Du kan downloade ABC Rom fra Dinamo.
GT Standard

GT Standard er en af de bedste skrifttyper til hjemmesider, hvis du ønsker en premium-skrift, der kombinerer et stærkt visuelt udtryk med høj funktionalitet. Det er en ren, neutral og geometrisk sans serif-skrift, som passer godt til brands og websites med en minimalistisk og troværdig visuel identitet. Skriftfamilien fås i mange skriftstyrker, hvilket gør det nemt at skabe et tydeligt typografisk hierarki og giver stor fleksibilitet i designet.
GT Standard er desuden kendetegnet ved gennemtænkte detaljer som ensartede stregbredder og åbne bogstavformer, der bidrager til god læselighed i små størrelser og på tværs af enheder. De geometriske former giver et moderne og struktureret udtryk, mens diskrete humanistiske træk som den buede afslutning på “Y” og den åbne form på “G” gør helhedsindtrykket lidt blødere. Den balance gør skriften til et stærkt valg for webshops, der gerne vil give et professionelt udtryk uden at fremstå kolde eller sterile.
Du kan downloade GT Standard fra Grilli Type.
Suisse

Suisse er en omfattende skriftfamilie fra Swiss Typefaces med flere varianter, herunder sans serif, serif og mono, som er udviklet til at skabe et ensartet typografisk udtryk på tværs af platforme. Det gør den til et stærkt langsigtet valg for brands i vækst, der vil have en sammenhængende visuel identitet og samtidig har brug for en skriftfamilie med mange anvendelsesmuligheder.
Suisse er især kendetegnet ved sin præcision og balance. Skriften er inspireret af den schweiziske modernistiske tradition og har rene, meget læselige bogstavformer, harmoniske proportioner og en ensartet rytme på tværs af skriftstyrker og varianter. Sans serif-varianten har for eksempel skarpe afslutninger og god afstand mellem tegnene, hvilket gør den særligt velegnet til design af brugerflader. Serif- og mono-varianterne følger samme visuelle stil, så de forskellige skrifter let kan kombineres i et sammenhængende typografisk udtryk.
Du kan downloade Suisse fra Swiss Typefaces.
Ofte stillede spørgsmål om de bedste skrifttyper til websites
Hvilken skrifttype er bedst til websites?
Der findes ikke én skrifttype, der passer bedst til alle websites, men alsidige og læselige skrifter som Noto Sans og Inclusive Sans fra Google Fonts samt Suisse fra Swiss Typefaces fungerer godt til mange typer webshops.
Hvorfor betyder skrifttyper noget på websites?
Skrifttyper påvirker både læseligheden, kundernes opfattelse af brandet og den samlede brugeroplevelse. De hjælper med at lede brugerens blik og understøtter samtidig brandets visuelle udtryk og tone.
Hvad gør en skrifttype tilgængelig?
Tilgængelige skrifttyper har tydelige og åbne bogstavformer, passende afstand mellem tegnene og klare forskelle mellem tegn, der ellers kan ligne hinanden. De skal være lette at læse i forskellige størrelser og fungere godt for personer med nedsat syn.

