Nu om dage forventer kunder, at onlinekøb er hurtige og nemme at gennemføre. I Danmark er betalingsapps som MobilePay blevet en af de mest udbredte betalingsmetoder i e-handel, og ifølge Dansk Erhverv vælger nogle kunder at droppe et køb, hvis de ikke kan betale med den løsning, de foretrækker. Samtidig har udbredelsen af mobile wallets, automatiske abonnementsbetalinger og andre praktiske betalingsmetoder gjort, at forventningerne til betalingsoplevelsen er steget.
Da kunder har forskellige præferencer, er det vigtigt, at du som virksomhedsejer tilbyder flere metoder til betaling. På den måde kan du imødekomme flere behov og skabe en bedre købsoplevelse.
I denne artikel gennemgår vi de mest populære betalingsmetoder samt deres fordele og ulemper.
De mest populære betalingsmetoder
Her er 11 af de mest udbredte betalingsmetoder, som virksomheder, der arbejder med e-handel, bør kende til:
- Kredit- og betalingskort
- Kontanter
- Digitale wallets
- Køb nu, betal senere (BNPL)
- MobilePay
- Bankoverførsel
- Automatisk betaling
- Kryptovaluta
- Belønninger og point
- QR-kodebetalinger
- Digitale betalingslinks
1. Kredit- og betalingskort
Kredit- og betalingskort er nogle af de mest udbredte betalingsmetoder, især inden for e-handel.
- Kreditkort fra fx Visa, Mastercard og American Express giver kunder mulighed for at købe nu og betale senere
- Betalingskort (debetkort) trækker pengene direkte fra kundens bankkonto
Fordele ved kredit- og betalingskort
Kreditkort gør det muligt for kunder at foretage større køb, selv hvis de ikke har hele beløbet til rådighed. Det kan føre til højere gennemsnitsordrer for forhandlere.
Betalingskort er samtidig en hurtig og sikker løsning, hvor kunden kun bruger egne midler. Mange foretrækker kortbetaling, fordi det er nemt og ikke kræver kontanter.
Ulemper ved kredit- og betalingskort
Den største ulempe for forhandlere er betalingsgebyrerne. De ligger typisk omkring 1 % af købsprisen, men kan i nogle tilfælde nå op til ca. 3,5 %.
I Danmark er Dankort ofte den billigste løsning med gebyrer fra ca. 0,17 % i fysiske butikker og 0,32 % i webshops.
Der kan også forekomme forsinkelser, før betalingen går ind på forhandlerens konto, afhængigt af betalingsudbyderen. Det står i kontrast til hurtigere løsninger som kontanter og MobilePay.
2. Kontanter
Kontanter er den mest traditionelle betalingsform, men langt fra den mest udbredte i Danmark i dag. Denne betalingstype betyder, at en kunde betaler med fysiske penge. Ifølge Nationalbanken blev omkring 1 ud af 10 køb i 2023 stadig betalt med kontanter, og mængden af kontanter i omløb er faldende.
Der er dog fortsat nogle e-handelsvirksomheder, der tager imod kontant betaling ved levering i deres lokalområde. Denne betalingsmetode kaldes COD (Cash On Delivery) og er en manuel betalingsmetode inden for Shopify Payments.
Med COD betaler kunderne kontant, når de modtager deres ordrer personligt, fx gennem et bud eller et fragtfirma, selvom kontanter er sjældne i e-handelsverdenen. Shopify Payments understøtter og opkræver ikke transaktionsgebyrer for COD.
Fordele ved kontantbetalinger
Forhandlere modtager betalingen med det samme, hvis de selv håndterer leveringen. Det eliminerer ventetid og betalingsrisiko.
Ulemper ved kontantbetalinger
Kontanter er blevet mindre populære blandt kunder, som i højere grad foretrækker kort og mobile betalingsmetoder.
For forhandlere er kontanter mere besværlige at håndtere. De skal tælles, registreres og indleveres i banken, hvilket tager tid og øger risikoen for fejl og tyveri.
Bruger man eksterne leveringstjenester, kan der desuden være ekstra gebyrer for håndtering af kontanter.
3. Digitale wallets
Digitale wallets er apps, der bruges på smartphones, tablets og andre enheder. De er knyttet til et kreditkort, betalingskort eller en bankkonto og gør det muligt at betale hurtigt både online og i fysiske butikker.
I Danmark er digitale wallets som Apple Pay og Google Pay blevet en fast del af betalingsvanerne. I 2025 blev 31,6 % af alle kortbetalinger foretaget via wallets, og andelen er fortsat stigende.
Eksempler på digitale wallets inkluderer Apple Pay, Google Pay og Samsung Pay. Når en kunde først har opsat sin wallet, kan betalinger gennemføres hurtigt med få klik eller via kontaktløs betaling.
Fordele ved wallet-betalinger
Wallets er en hurtig og bekvem betalingsmetode, der fungerer både online og ved kontaktløse betalingsterminaler i fysiske butikker.
De gør betalingsprocessen hurtigere og nemmere, især på mobil, hvor kunder nemt kan falde fra.
Brugen af mobile betalingsløsninger er samtidig stigende globalt, efterhånden som flere forbrugere foretrækker enkle og hurtige betalingsmetoder.
Ulemper ved wallet-betalinger
Forhandlere skal have kontaktløse betalingsterminaler for at kunne tage imod wallet-betalinger i fysiske butikker.
Mens det er standard i Danmark, gælder det ikke nødvendigvis i alle lande.
Derudover kan nogle wallets have beløbsgrænser eller begrænsninger afhængigt af bank og region.
4. Køb nu, betal senere (BNPL)
“Køb nu, betal senere” (Buy Now, Pay Later eller BNPL) er en betalingsform, hvor kunder kan købe varer på kredit uden at bruge et kreditkort.
Klarna, Viabill og Anyday er nogle af de mest populære BNPL-virksomheder i Danmark, mens Shop Pay Installments fra Shopify, PayPal Pay, Affirm, Riverty, Sezzle og andre primært bruges internationalt. BNPL er især populært til online shopping, men findes også i fysiske butikker.
Fordele ved BNPL
I Danmark tilbyder BNPL-tjenester kredit til forbrugere, hvis kreditværdighedsvurdering viser, at de er betalingsdygtige og ikke optaget i et af de tre registre over dårlige betalere. Kravene kan variere fra land til land, og i nogle markeder er de mindre restriktive, hvilket gør det muligt for flere forbrugere at købe gennem BNPL.
BNPL-udbydere tilbyder betalingsmetoder uden gebyrer, der skal betales på forhånd. Renter, kreditomkostninger og vilkår for tilbagebetaling varierer fra udbyder til udbyder.
Ulemper ved BNPL
Hos BNPL-tjenester betaler forbrugeren ofte renter og andre kreditomkostninger, mens forhandleren bliver pålagt at betale en vis procentdel af købsbeløbet. Både forbrugerens og forhandlerens udgifter varierer fra udbyder til udbyder, men denne betalingsmetode kan være dyrere for forhandlere sammenlignet med kreditkortbetalinger.
5. MobilePay
Mange danske webshops tilbyder MobilePay som en hurtig og nem betalingsmetode.
MobilePay er en af de mest udbredte betalingsmetoder i Danmark. Appen blev lanceret i 2013 af Danske Bank og bruges i dag af millioner af danskere til både onlinekøb, betaling i fysiske butikker, regninger og overførsler mellem privatpersoner.
MobilePay har mere end 4,7 millioner brugere, og mere end 90 % af den voksne befolkning i Danmark har adgang til løsningen. Det understreger, hvor integreret mobilbetaling er blevet i danskernes hverdag.
Fordele ved MobilePay
MobilePay gør det meget nemt for kunder at betale – de skal blot indtaste deres mobilnummer eller godkende betalingen i appen. Betalingen gennemføres med det samme, hvilket skaber en hurtig og gnidningsfri oplevelse for både kunde og forhandler.
Mange danskere foretrækker MobilePay, fordi de slipper for at finde kortet frem, og fordi betalinger sker i realtid. For forhandlere kan MobilePay samtidig være en fordel, da det kan reducere antallet af forladte indkøbskurve.
Ulemper ved MobilePay
En ulempe for forhandlere er, at MobilePay opkræver transaktionsgebyrer, som i nogle tilfælde kan være højere end ved traditionelle betalingskort, afhængigt af aftalen.
Derudover er MobilePay primært en dansk løsning, hvilket gør den mindre relevant, hvis din webshop har mange internationale kunder.
6. Bankoverførsel
En bankoverførsel betyder, at man overfører penge fra én persons eller virksomheds konto til en anden. I Danmark sker det typisk via netbank eller mobilbank, hvor kunden manuelt opretter en overførsel.
Bankoverførsler bruges især ved større betalinger, hvor kunden ikke ønsker at betale med kort eller andre digitale metoder til betaling. Inden for EU sker overførsler ofte via SEPA-systemet, som gør det nemmere og billigere at sende penge på tværs af lande.
Fordele ved bankoverførsler
Bankoverførsler er en sikker betalingsmetode, da de håndteres direkte mellem banker.
Selvom der i nogle tilfælde kan være et gebyr for overførslen, slipper forhandlere typisk for at betale en procentdel af salgsbeløbet i kommission, som man ellers gør ved fx kreditkort og BNPL.
Ulemper ved bankoverførsler
Bankoverførsler er mindre praktiske til hverdagskøb, da det ofte tager tid at gennemføre betalingen. Overførsler kan blive forsinket i weekender og på helligdage, afhængigt af bankens behandlingstid.
Derudover kræver det flere trin fra kundens side sammenlignet med hurtigere betalingsmetoder som kort og MobilePay, hvilket kan øge risikoen for, at kunden ikke gennemfører købet.
7. Automatisk betaling
Et automatisk betalingssystem trækker automatisk penge fra kundens bankkonto, kreditkort eller betalingskort på en fastsat dato – typisk én gang om måneden.
Automatisk betaling er en populær betalingsmetode ved abonnementer, medlemskaber og andre tilbagevendende betalinger.
Fordele ved automatisk betaling
Automatisk betaling kan øge kundeloyaliteten, da kunderne ikke behøver at gennemføre en ny betaling hver gang.
Det gør det nemmere at fastholde abonnementer og sikrer samtidig, at kunder ikke glemmer betalinger for fx streamingtjenester, telefoni eller andre faste udgifter.
Ulemper ved automatisk betaling
Automatisk betaling egner sig primært til produkter og tjenester med tilbagevendende betaling.
Det er mindre relevant for engangskøb, hvor kunden ønsker fuld kontrol over hver enkelt betaling.
8. Kryptovaluta
Kryptovaluta er en alternativ betalingsmetode, som nogle webshops tilbyder, men den er stadig relativt begrænset i udbredelse, især i Danmark.
Tjenester som BitPay og Wirex gør det muligt at bruge kryptovaluta til betaling via debetkort eller betalingsløsninger, mens nogle webshops accepterer direkte betaling med kryptovaluta som fx Bitcoin gennem platforme som Crypto.com.
Fordele ved kryptovaluta som betalingsmetode
Mange digitale valutaer, herunder Bitcoin, bygger på blockchain-teknologi, som registrerer transaktioner via et decentraliseret netværk.
Det betyder, at betalinger kan gennemføres uden en central myndighed, hvilket kan appellere til kunder, der ønsker mere kontrol over deres betalinger eller foretrækker alternative finansielle systemer.
Ved at acceptere kryptovaluta kan virksomheder også tiltrække en niche af kunder, der aktivt ønsker at betale med krypto.
Ulemper ved kryptovaluta som betalingsmetode
Kryptovaluta er mere volatil end traditionelle valutaer som danske kroner og euro. Det betyder, at værdien kan svinge markant, hvilket udgør en risiko for forhandlere.
Derudover er betalingsinfrastrukturen stadig mindre udviklet sammenlignet med kort og mobile betalingsmetoder, hvilket kan gøre løsningen mindre brugervenlig for både kunder og virksomheder.
9. Belønninger og point
Nogle webshops tilbyder loyalitetsprogrammer, hvor kunder kan optjene point og belønninger, som kan bruges til at betale for hele eller dele af et køb.
For eksempel kan kunder optjene point baseret på deres ordrestørrelse og senere indløse dem som rabat eller betaling ved næste køb.
Fordele ved loyalitetsprogrammer
Belønninger og point kan være en effektiv måde at styrke kundeloyaliteten på.
Selvom det kan reducere den direkte indtjening per ordre, kan det på længere sigt føre til flere gentagne køb og lavere omkostninger til at tiltrække nye kunder.
Mange virksomheder bruger også loyalitetsprogrammer til at opbygge e-maillister og engagere kunder uden at være afhængige af betalt annoncering.
Ulemper ved loyalitetsprogrammer
Belønnings- og pointsystemer tilføjer et ekstra lag af kompleksitet i forretningen.
Selvom Shopify tilbyder integrationer med udbydere af loyalitetsprogrammer, der gør det relativt nemt at opsætte og administrere sådanne programmer, kræver det stadig løbende vedligeholdelse.
Derudover kan loyalitetsprogrammer påvirke den kortsigtede indtjening, hvis kunder vælger at betale med point frem for penge.
10. QR-kodebetalinger
QR-kodebetalinger giver kunder mulighed for at scanne en kode med deres smartphone for at gennemføre et køb. Koden fører direkte til en sikker betalingsside, hvor kunden kan bekræfte betalingen med sin foretrukne betalingsmetode, fx kort, digital wallet eller bankoverførsel.
QR-koder kan bruges i fysiske butikker, ved kassen, på emballage eller i markedsføring, hvilket gør dem til en fleksibel betalingsløsning.
Fordele ved QR-kodebetalinger
QR-koder gør det muligt at tilbyde en hurtig og kontaktløs betalingsoplevelse både online og offline.
De er især relevante i situationer, hvor der ikke er adgang til traditionelle betalingsterminaler, fx ved events, pop-up butikker eller selvbetjeningsløsninger.
QR-koder kan også kobles til kampagner og loyalitetsprogrammer, hvilket giver ekstra muligheder for at engagere kunder.
Ulemper ved QR-kodebetalinger
Brugen af QR-koder varierer fra land til land, og i Danmark er det endnu ikke en standard betalingsmetode i e-handel.
De kræver desuden, at kunden har en smartphone og internetforbindelse, hvilket kan begrænse anvendelsen.
Det er også vigtigt at sikre, at QR-koderne leder til sikre betalingsløsninger, så man undgår risiko for svindel.
11. Digitale betalingslinks
Digitale betalingslinks gør det muligt for virksomheder at oprette en unik betalings-URL, som kunder kan klikke på for at gennemføre et køb.
Linket kan deles via e-mail, sms, sociale medier eller chat, hvilket gør det til en fleksibel løsning til salg uden for en traditionel webshop.
Når kunden klikker på linket, bliver vedkommende sendt til en betalingsside, hvor betalingen kan gennemføres med den ønskede betalingsmetode.
Fordele ved digitale betalingslinks
Betalingslinks er nemme at oprette og kan bruges på tværs af flere kanaler.
De er især nyttige til fakturaer, specialordrer eller direkte salg, hvor det ikke giver mening at oprette en produktside.
For kunden er det en enkel løsning, hvor betalingen kan gennemføres hurtigt med få klik.
Ulemper ved digitale betalingslinks
Da betalingslinks ofte deles uden for webshoppen, er det vigtigt at sikre høj sikkerhed for at undgå phishing og svindel.
De giver heller ikke altid den samme brandede oplevelse som et fuldt checkout-flow i en webshop.
Sådan vælger du den rigtige betalingsmetode til din virksomhed
- Overvej dine kunders geografiske placering
- Tjek din betalingsmetodehistorik
- Undersøg dine kunder
- Sammenlign indløsningsaftaler
- Overvej automatisk betaling
- Evaluér sikkerhed og overholdelsesbehov
- Planlæg for international ekspansion
Der findes mange betalingsmetoder at vælge imellem, og derfor kan det være svært at finde ud af, hvilke metoder der er de rigtige for din virksomhed.
Den gode nyhed er, at du ikke behøver at begrænse dig til én løsning. Mange webshops vælger at tilbyde flere betalingsløsninger for at imødekomme forskellige kundebehov og øge sandsynligheden for, at kunderne gennemfører deres køb.
Selvom det kan gøre både drift og regnskab en smule mere komplekst, er det ofte en mindre ulempe sammenlignet med fordelene ved at tilbyde de betalingsmetoder, dine kunder foretrækker.
Brug følgende trin som en guide til at vælge de rigtige løsninger.
1. Overvej dine kunders geografiske placering
De markeder, du sælger på, har stor betydning for, hvilke betalingsmetoder du bør tilbyde. Hvis du fx sælger til kunder i Kina, vil de ofte forvente at kunne betale med løsninger som WeChat Pay eller Alipay. I Danmark er det derimod mere almindeligt, at kunder foretrækker betalingskort, MobilePay og andre mobile betalingsløsninger.
Kundernes geografiske placering påvirker også, hvilke betalingsudbydere de har tillid til. Det er derfor vigtigt at vælge løsninger, der er velkendte og troværdige i de markeder, du opererer i.
Derudover spiller demografi en rolle. Yngre kunder foretrækker ofte hurtige og mobile løsninger som wallets og BNPL, mens ældre målgrupper i højere grad benytter traditionelle kortbetalinger.
2. Tjek din betalingsmetodehistorik
Ved at gennemgå dine ordrer i Shopify kan du få værdifuld indsigt i, hvilke betalingsmetoder dine kunder faktisk bruger.
Hvis du i starten har valgt at tilbyde mange forskellige metoder, kan det være en god idé løbende at evaluere dem. Kig på, hvilke der bliver brugt mest, hvilke der er dyre at administrere, og hvilke der måske slet ikke bliver brugt. I nogle tilfælde kan det give mening at fjerne mindre populære betalingsløsninger for at gøre checkout mere overskuelig.
Omvendt kan visse betalingsmetoder være relevante at beholde, selvom de bruges sjældent. Det gælder fx hvis de primært anvendes ved større eller mere værdifulde ordrer.
3. Undersøg dine kunder
Hvis du er i tvivl om, hvilke betalingsmetoder dine kunder foretrækker, kan du spørge dem direkte.
Det kan fx gøres gennem korte spørgeskemaer efter køb eller ved at inkludere spørgsmål i tilmeldingsformularer.
Du kan også kombinere dette med loyalitetsprogrammer og tilbyde små belønninger til kunder, der deler deres præferencer.
Ved at forstå dine kunders behov kan du undgå situationer, hvor kunder når frem til checkout, men vælger at afbryde købet, fordi deres foretrukne betalingsmetode mangler.
4. Sammenlign indløsningsaftaler
En af grundene til, at nogle butikker udelukker visse betalingsløsninger, er omkostningerne for betalingsbehandling (indløsningsaftaler). Selvom en betalingsmetode er populær blandt kunderne, kan den være relativt dyr for din virksomhed afhængigt af gebyrer og vilkår. Derfor er det vigtigt at sammenligne indløsningsaftaler og finde en balance mellem kundetilfredshed og omkostninger, så din forretning fortsat er rentabel.
5. Overvej automatisk betaling
Hvis du sælger produkter, der egner sig til gentagne køb, kan det være en fordel at tilbyde abonnementer og automatisk betaling. Det gør det nemt for kunder at modtage varer eller tjenester løbende uden at skulle gennemføre en ny betaling hver gang. Samtidig kan det øge kundeloyaliteten og skabe en mere stabil og forudsigelig omsætning for din virksomhed.
6. Evaluér sikkerhed og overholdelsesbehov
Sikkerhed er en afgørende faktor, når du vælger betalingsmetoder. Kunder forventer, at deres betalingsoplysninger bliver håndteret sikkert, og selv mindre sikkerhedsproblemer kan skade tilliden til din webshop.
Når du vælger betalingsudbydere, bør du derfor sikre at:
- Kortbetalinger håndteres sikkert og lever op til PCI DSS-krav
- Der er beskyttelse mod svindel, fx via kryptering og risikovurdering
- Løsningen overholder regler som GDPR og PSD2 med stærk kundeautentifikation (SCA)
- Der er mulighed for at håndtere tvister og chargebacks
Ved at prioritere sikkerhed beskytter du ikke kun din virksomhed, men skaber også tryghed hos dine kunder.
7. Planlæg for international ekspansion
Hvis du sælger internationalt eller har planer om at gøre det senere, bør dine betalingsmetoder tilpasses de enkelte markeder. Kunder i forskellige lande har forskellige præferencer, og det kan have stor betydning for konverteringsraten, om du tilbyder de rigtige løsninger. For eksempel er bankoverførsler populære i nogle europæiske lande, mens mobile betalingsapps er dominerende i andre regioner.
Ved at tilbyde lokale betalingsløsninger kan du gøre checkout mere intuitiv, øge tilliden og reducere antallet af forladte indkøbskurve.
Med Shopify kan du kombinere Shopify Payments og tredjepartsintegrationer for at tilpasse betalingsmuligheder, valuta og sprog til dine kunder på tværs af markeder.
Tilbyd flere betalingsmetoder med Shopify Payments
Hvis du vil tilbyde dine kunder flere forskellige betalingsmetoder, kan du bruge Shopify Payments som din betalingsløsning. Det gør det nemt at håndtere betalinger direkte i Shopify, uden at du behøver opsætte separate betalingsudbydere. Samtidig har du stadig mulighed for at tilføje andre metoder til betaling via integrationer, hvis det er relevant for din forretning.
Med Shopify Payments kan du tage imod de mest populære betalingsmetoder som bl.a. kreditkort, digitale wallets som Apple Pay, løsninger som Klarna, automatisk betaling gennem Shop Pay og andre former for fleksibel betaling.
En af de største fordele er, at du reducerer risikoen for, at kunder falder fra i checkout. Hvis en kunde ikke kan betale med sin foretrukne metode, er der større sandsynlighed for, at købet ikke bliver gennemført. Ved at tilbyde flere betalingsmuligheder kan du skabe en mere gnidningsfri købsoplevelse og øge din konvertering.
Ofte stillede spørgsmål om betalingsmetoder
Hvad er en betalingsmetode?
En betalingsmetode er en måde at betale for varer og tjenester på. Det kan være kredit- eller betalingskort, digitale wallets, bankoverførsel, MobilePay, kontanter, kryptovaluta osv.
Hvorfor skal man have flere betalingsmetoder?
Et større udvalg af betalingsmetoder giver kunderne mulighed for at vælge, hvordan de betaler for varer og tjenester. Ved at tilbyde flere betalingsløsninger kan du imødekomme behovet hos kunder med forskellige præferencer.
Hvad er de tre klassiske betalingsmetoder?
De tre klassiske betalingsmetoder på globalt plan er kontanter, betalingskort og kreditkort. Hvis man ser på Danmark, er betalingskort fortsat en klassiker, mens kun omkring 1 ud af 10 køb betales med kontanter. Samtidig spiller mobile betalinger en stadig større rolle, hvor en voksende andel af betalinger gennemføres via smartphones og digitale wallets.
Hvad er de mest populære betalingsmetoder?
De mest populære betalingsmetoder i Danmark er ifølge Nationalbanken fysiske betalingskort, digitale wallets på smarte enheder og straksoverførsel gennem MobilePay. Det skal dog nævnes, at kontanter stadig er populære som betalingsmetode i andre lande, og BNPL-løsninger er mere populære i nogle nicher frem for andre.
Hvilken betalingsmetode er bedst, og hvorfor?
De bedste betalingsmetoder er de, som dine kunder foretrækker, da de fører til højere kundetilfredshed, loyalitet og færre problemer med forladte indkøbskurve i din webshop. Overvej faktorer som dine kunders geografiske placering for at se, hvilke betalingsløsninger der er mest populære i det område.


