Er du på udkig efter produkter med høj fortjenstmargen? Uanset hvad du sælger, afhænger en god margin af forholdet mellem dine omkostninger og den pris, kunderne er villige til at betale. Hos en bilforhandler vil sælgeren for eksempel ofte være mere interesseret i at vise dig en SUV eller pickup end en sedan. Det skyldes næppe en særlig forkærlighed for store biler, men snarere at de typisk kan sælges med en højere avance. Produktionsomkostningerne kan ligge på nogenlunde samme niveau, mens den højere salgspris betyder, at forhandleren kan tjene mere pr. bil.
Produkter med en høj avance er attraktive, fordi virksomheden tjener mere på hvert salg i forhold til omkostningerne. Marginen har også betydning for, hvor mange penge virksomheden har til nye investeringer. I en Shopify-undersøgelse fra 2025* svarede 79 % af butiksejerne, at de bruger deres overskud til selv at finansiere virksomhedens vækst, for eksempel nyt lager og markedsføring.
Hvad er produkter med høj fortjenstmargen?
Produkter med høj fortjenstmargen er varer, hvor forskellen mellem omkostningerne og salgsprisen er forholdsvis stor. Det betyder, at det koster dig væsentligt mindre at fremstille, købe hjem og klargøre varen, end kunden betaler for den. Forestil dig for eksempel, at du sælger specialtrykte t-shirts for 80 kr., mens udstyr, materialer og arbejdskraft koster 70 kr. Så har du en fortjeneste på 10 kr. pr. t-shirt. Hvis omkostningerne er de samme, men salgsprisen stiger til 130 kr., vokser fortjenesten til 60 kr. pr. t-shirt. Du går altså fra en forholdsvis lav margin til en langt højere.
Sådan beregner du en fortjenstmargen
Du kan beregne overskudsmargin med en enkel formel:
(Salgspris - omkostninger) / salgspris × 100 = fortjenstmargen i procent
Salgsprisen er det beløb, kunden betaler for varen. Omkostningerne kan blandt andet omfatte råvarer, produktion, arbejdskraft, emballage og fragt. Hvis du vil have et mere retvisende billede af, hvor meget du faktisk tjener på produktet, bør du også tage højde for andre udgifter, for eksempel markedsføring og betalingsgebyrer.
Hvorfor du bør fokusere på produkter med høj fortjenstmargen
En høj profitmargin betyder, at en større del af salgsprisen bliver tilbage, når omkostningerne er betalt. For en webshop kan det give flere penge til blandt andet lager, markedsføring og udvikling af virksomheden.
Forestil dig en webshop, der sælger to produkter: Produkt A og Produkt B. Begge koster 700 kr. Produkt A koster virksomheden 616 kr. at producere eller købe hjem, mens omkostningen for Produkt B er 427 kr. Fortjenesten før øvrige udgifter er derfor 84 kr. på Produkt A og 273 kr. på Produkt B. Selvom kunden betaler det samme for de to varer, tjener virksomheden langt mere på Produkt B, fordi forskellen mellem salgsprisen og omkostningerne er større.
I Shopify kan du følge fortjenesten automatisk via de indbyggede rapporter. Du finder dem under Shopify Analytics, hvor du blandt andet kan se, hvordan dine produkter klarer sig økonomisk.
8 typer produkter med høj fortjenstmargen
Hvis du leder efter produkter med en god avance til din e-handelsvirksomhed, er der mange muligheder. Nogle kan sælges til relativt høje priser, mens andre har lave produktions- eller indkøbsomkostninger. Nedenfor finder du otte typer produkter, der kan være værd at undersøge nærmere.
1. Nicheprodukter
Denne kategori inkluderer telefoncovers, muleposer, køkkenredskaber, ure, kæledyrsprodukter og samlerobjekter som samlekort. Mange nicheprodukter henvender sig til en bestemt interesse eller kundegruppe, hvilket kan give mulighed for en højere salgspris, især hvis produktet skiller sig ud gennem design, funktion eller kvalitet. Nogle produkter, for eksempel telefontilbehør, har en bred målgruppe, mens andre henvender sig til et langt smallere marked. Et dansk eksempel er CeramicSpeed, som har bygget en international forretning på specialiserede cykelkomponenter og sælger sine produkter via Shopify.
2. Børneprodukter
Børneprodukter kan være en interessant kategori for webshops, ikke mindst fordi børnefamilier er aktive onlinekunder herhjemme i Danmark. Sortimentet kan spænde fra legetøj og spil til babyudstyr og andre produkter til børn. Muligheden for en god avance afhænger blandt andet af produktions- eller indkøbsprisen, konkurrencen og den pris, kunderne er villige til at betale
Produkter i denne kategori kan for eksempel være byggesæt, spil, puslespil, samlekort og legetøj med kendte figurer. Et dansk Shopify-eksempel er Moonboon, der blev grundlagt i København og sælger produkter til babyer, børn og deres forældre. Virksomheden bruger Shopify og har opbygget sin forretning omkring blandt andet søvnprodukter og babyudstyr.
3. Stearinlys og boligindretning
Stearinlys og mindre produkter til boligen kan have potentiale til en god avance, især når produktions- eller indkøbsomkostningerne er lave i forhold til den oplevede værdi. Design, materialer, emballage og branding kan have stor betydning for, hvad kunderne er villige til at betale, mens den konkrete fortjeneste afhænger af blandt andet produktion, fragt og konkurrencen i kategorien.
Kategorien kan også omfatte aromadiffusere, LED-lys, vægdekoration og mindre opbevaringsløsninger. Egne stearinlys kan være en mulighed, hvis råvarer og produktion kan holdes på et fornuftigt niveau, mens et særligt design eller håndværk kan øge produktets oplevede værdi. Tag for eksempel bare Flying Tiger Copenhagen, som blandt andet sælger stearinlys og boligtilbehør online.
4. Private label-produkter
Private label-produkter fremstilles af en tredjepartsproducent efter virksomhedens specifikationer og sælges under virksomhedens eget brand. For webshops kan modellen gøre det muligt at udvikle et mere unikt sortiment uden selv at stå for hele produktionen. Private label bruges blandt andet til tøj, smykker, accessories, kosmetik og wellnessprodukter.
Virksomheder som Victoria Beckham Beauty, Blume og Frank Body har formået at bygge succesfulde e-handelsbutikker i denne sektor. Et andet godt dansk eksempel fra Shopify er Rudolph Care, der udvikler produkter under eget brand og får dem produceret hos danske produktionsvirksomheder. Private label giver større kontrol over blandt andet produkt, branding og prissætning, men virksomheden skal samtidig være opmærksom på sit ansvar for de produkter, den sælger.
5. Dropshipping
Dropshipping er en forretningsmodel, hvor du sælger varer uden selv at have dem på lager. Når kunden afgiver en ordre, står en ekstern leverandør for opbevaring, pakning og forsendelse. Modellen kan bruges til mange typer produkter, blandt andet kaffe, tøj og telefoncovers. De lavere udgifter til lager og vareindkøb kan gøre det lettere at komme i gang, men den faktiske avance afhænger også af blandt andet leverandørpriser, fragt, markedsføring og konkurrence.
Hvis varerne kommer fra lande uden for EU, er det samtidig vigtigt at have styr på reglerne om blandt andet produktsikkerhed og mærkning. Print-on-demand er en form for dropshipping, hvor produkter som tøj, accessories og boligprodukter først fremstilles eller trykkes, når kunden bestiller dem. Det betyder, at du ikke behøver at binde penge i et stort varelager.
6. Digitale produkter
Digitale produkter kan have gode fortjenstmargener, fordi omkostningen ved hvert ekstra salg ofte er lav, når produktet først er udviklet. Der er ingen fysisk lagerbeholdning, emballage eller fragt, og filer eller adgang til indhold kan ofte leveres automatisk efter købet.
Eksempler er e-bøger, onlinekurser, presets til billedbehandling, designskabeloner, musik, software og digitale arbejdsark. Digitale produkter kan også supplere fysiske varer, for eksempel en træningsguide sammen med fitnessudstyr eller en stylingguide sammen med tøj. Ved salg af digitalt indhold skal webshops samtidig være opmærksomme på de særlige danske regler om blandt andet levering og fortrydelsesret.
7. Skønhed og hudpleje
Skønheds- og hudplejeprodukter kan have en god avance, fordi kunderne ofte lægger vægt på kvalitet, ingredienser, emballage og branding. Kategorien omfatter blandt andet serummer, fugtighedscremer, ansigtsrens, hårpleje, læbeprodukter og kropspleje.
Private label er en udbredt model inden for skønhed og hudpleje, hvor en producent fremstiller produkter, som sælges under virksomhedens eget brand. Se bl.a. på NUORI, der blev grundlagt i København og har bygget sit sortiment op omkring hudplejeprodukter. Virksomheder i denne kategori skal samtidig være opmærksomme på de særlige krav, der gælder for kosmetiske produkter.
8. Sundhed og wellness
Sundhed og wellness spænder bredt og kan blandt andet omfatte træningstøj, fitnessudstyr, produkter til restitution og kosttilskud. Nogle produkter egner sig til gentagne køb, mens andre kan sælges som en del af et bredere sortiment rettet mod træning og en aktiv livsstil.
Eksempler kan være træningselastikker, yogamåtter, træningstøj, proteinpulver, vitaminer, tyngdedyner og produkter til restitution. Planet Nusa er et godt eksempel på en virksomhed, der bruger Shopify, og som sælger activewear og har bygget et brand omkring bevægelse, træning og fællesskab. Kosttilskud adskiller sig dog fra almindelige fitnessprodukter og er underlagt særlige regler for blandt andet registrering, mærkning og markedsføring.
Sådan finder du produkter med høj fortjenstmargen, du kan sælge
Høj omsætning er ikke nødvendigvis det samme som høj rentabilitet. Et produkt kan sælge godt og stadig have en lav margin, hvis omkostningerne er for høje. Når du vurderer, om et produkt har potentiale til en god avance, bør du derfor se på flere forhold, herunder kvalitet, efterspørgsel, konkurrence, omkostninger og prissætning.
1. Kvalitet
Kunderne forventer, at produktet lever op til det, de er blevet lovet. Dårlig eller svingende kvalitet kan føre til flere reklamationer og returneringer, som øger omkostningerne og presser fortjenesten. En fast proces for kvalitetskontrol kan derfor hjælpe dig med at sikre, at produkterne holder den kvalitet, kunderne forventer.
Bestil vareprøver fra leverandører, læs anmeldelser af leverandøren, og kontrollér, at produktet lever op til de aftalte specifikationer. Hold også øje med returprocenten for de enkelte produkter. Hvis et produkt konsekvent bliver returneret oftere end resten af sortimentet, kan det være tegn på, at du bør undersøge produktet eller leverandøren nærmere.
2. Efterspørgsel og konkurrence
Stor konkurrence kan presse priserne og dermed også din avance. En markedsanalyse kan hjælpe dig med at vurdere efterspørgslen, kundernes behov, konkurrenterne og prisniveauet, før du vælger, hvilke produkter du vil satse på. På den måde bliver det lettere at finde produktkategorier, hvor der både er efterspørgsel og plads til din virksomhed. Du kan også bruge apps til sourcing af produkter.
Se også på, hvor stærkt de store online markedspladser står i kategorien, og om der er plads til et brand med en tydelig positionering. Apps og leverandørnetværk kan være et godt udgangspunkt for at finde produkter og leverandører, men supplér altid med din egen research i kundebehov, priser og konkurrenter.
3. Produktions- og indkøbsomkostninger
Produktions- og indkøbsomkostninger, herunder råvarer, udstyr, lokaler og arbejdskraft, har stor betydning for, hvor meget du tjener på hvert produkt. Lavere omkostninger kan give en bedre avance, uden at du behøver at hæve salgsprisen.
Undersøg flere leverandører, og sammenlign blandt andet enhedspriser, minimumsordrer, leveringstider, betalingsbetingelser og fragtvilkår. Hvis du arbejder med dropshipping, kan specialiserede apps hjælpe dig med at finde leverandører, hvor både priser og vilkår passer til din forretning.
4. Forsendelses- og opfyldningsomkostninger
Produktets størrelse, vægt og skrøbelighed har stor betydning for omkostningerne til lager, emballage og forsendelse. Små og lette produkter er typisk billigere at sende, mens robuste varer ofte kræver mindre beskyttende emballage. Tunge eller pladskrævende produkter som fitnessudstyr kan stadig have en god avance, men de højere fragt- og lageromkostninger skal regnes med. Lette produkter som tøj og skønhedsprodukter kan være billigere og enklere at håndtere logistisk.
5. Prissætning
En højere pris kan forbedre din avance, men prisen skal stadig passe til markedet og den værdi, kunden oplever. Undersøg derfor, hvad sammenlignelige produkter sælges for, og brug det som pejlemærke for, hvad kunderne er villige til at betale.
Prissætningen bør også afspejle produktets oplevede værdi. Kunder kan være villige til at betale mere for bedre kvalitet, et stærkt brand, gennemført emballage, hurtig levering eller en mere specialiseret løsning. Ligger prisen over kundernes betalingsvillighed, bliver en attraktiv margin på papiret sjældent til en rentabel forretning.
4 tips til at maksimere fortjenstmargener
Uanset om du er ved at starte en ny virksomhed eller vil forbedre indtjeningen i en eksisterende, er der flere måder at arbejde med dine fortjenstmargener på. I en Shopify-undersøgelse fra 2025 sagde 20 % af butiksejerne*, at de fortrød at have skaleret udelukkende ud fra kundernes efterspørgsel. De ville hellere have ventet, til pengestrømmen var mere stabil. Det er også relevant på et stort dansk e-handelsmarked, hvor vi herhjemme handlede online for 199,2 mia. kr. i 2025.
1. Se efter nichemuligheder med høj efterspørgsel og begrænset udbud
Der kan være større spillerum i prissætningen, hvis du finder en niche, hvor efterspørgslen er høj, men konkurrencen stadig er begrænset. Undersøg derfor kundernes behov, markedets størrelse, konkurrenterne og deres priser, før du vælger, hvilke produkter du vil satse på. Det kan hjælpe dig med at finde muligheder, hvor dit produkt kan skille sig ud uden primært at konkurrere på pris.
2. Forhandl med leverandører om lavere priser
En højere salgspris er ikke den eneste vej til en bedre avance. Undersøg også, om du kan reducere dine omkostninger gennem bedre priser, betalingsbetingelser eller fragtvilkår hos leverandørerne. Sammenlign flere leverandører, og se på den samlede omkostning ved at få varen frem, ikke kun selve indkøbsprisen. Det er særligt relevant for danske webshops, hvor 53 % i en logistikanalyse pegede på fragtpriser som deres største logistiske udfordring.
3. Foreslå relaterede produkter
Når en kunde besøger din webshop, kan relevante produktforslag øge værdien af den enkelte ordre. Det kan for eksempel være et plejeprodukt sammen med hudpleje, sokker sammen med sko eller en opbevaringsløsning sammen med boligtilbehør. Brug gerne dine egne salgsdata til at se, hvilke produkter kunderne ofte køber sammen, så anbefalingerne bliver relevante frem for tilfældige.
Husk også mobiloplevelsen. I 2025 blev 55 % af danske onlinekøb foretaget via smartphone, så relaterede produkter skal være nemme at finde og tilføje til kurven på en lille skærm.
4. Hold dine priser konkurrencedygtige
En højere pris kan give en bedre margin pr. salg, men kun hvis kunderne stadig oplever, at produktet er pengene værd. Sammenlign derfor prisen med tilsvarende produkter, og vurder samtidig, hvad der adskiller dit tilbud fra konkurrenternes.
Pris spiller en vigtig rolle for danske onlinekunder, men den er ikke det eneste, der afgør købet. I 2025 angav 25 % pris som en afgørende faktor, mens bekvemmelighed og udvalg samlet fyldte mere. Du behøver derfor ikke nødvendigvis være billigst, hvis du samtidig tilbyder den kvalitet, service, levering eller produktoplevelse, kunderne efterspørger. Hvis den pris, du har brug for for at opnå en sund avance, ligger over kundernes betalingsvillighed, er produktet muligvis ikke det rigtige valg.
*Baseret på en Shopify-undersøgelse fra 2025 blandt 500 Shopify-shopejere gennemført på engelsk i Australien, Canada, Storbritannien, Irland, New Zealand og USA. Respondenterne var etablerede shopejere med mindst to år på platformen. Resultaterne afspejler erfaringerne i denne specifikke gruppe og er ikke nødvendigvis repræsentative for alle shopejere.
Ofte stillede spørgsmål om produkter med høj fortjenstmargen
Hvilke produkter har de højeste fortjenstmargener?
Der findes ikke én type produkt, der altid har den højeste fortjenstmargen. Potentialet er typisk størst, når produktions- eller indkøbsomkostningerne er lave i forhold til den pris, kunderne er villige til at betale. Nicheprodukter, digitale produkter, skønhedsprodukter og private label-produkter kan have gode marginer, men det afhænger blandt andet af prissætning, konkurrence, fragt, markedsføring og øvrige omkostninger.
Hvilke produkter med høj fortjenstmargen kan være relevante i Danmark?
I Danmark kan blandt andet nicheprodukter, boligprodukter, skønheds- og hudplejeprodukter, digitale produkter og udvalgte produkter inden for sundhed og wellness være interessante at undersøge. Det afgørende er dog ikke kun produktkategorien, men forholdet mellem indkøbs- eller produktionsomkostninger, efterspørgsel, konkurrence og den pris, kunderne er villige til at betale. Et produkt med en god avance på papiret er derfor ikke nødvendigvis rentabelt, hvis fragt, markedsføring eller andre omkostninger er for høje.
Hvilke udfordringer er der ved at sælge produkter med høje fortjenstmargener?
En af de største udfordringer er at finde den rette balance mellem omkostninger og salgspris. Stiger indkøbs-, produktions- eller fragtomkostningerne, kan det være fristende at hæve prisen for at bevare marginen. Bliver prisen højere, end kunderne er villige til at betale, kan det dog gå ud over salget.
En anden udfordring er at afveje økonomi mod produkt, kvalitet og brand. Håndlavede produkter kan for eksempel være dyrere at fremstille end standardiserede varer, men de kan samtidig have en højere oplevet værdi. Den billigste produktionsform er derfor ikke nødvendigvis den bedste løsning for din forretning eller dine kunder.
Hvor finder jeg inspiration til produkter med høj fortjenstmargen?
En markedsanalyse er et godt sted at begynde. Undersøg kundernes behov, markedet, konkurrenterne og deres priser, før du vælger et produkt. Google Trends kan bruges til at se, hvordan interessen for bestemte søgninger udvikler sig i Danmark, mens sociale medier, online markedspladser og konkurrenternes webshops kan give inspiration til produkter og tendenser. Har du allerede en webshop, kan dine egne salgs- og søgedata også vise, hvad kunderne interesserer sig for.
Hvad er en god fortjenstmargen for e-handelsprodukter?
Der findes ikke én procentsats, der er en god fortjenstmargen for alle e-handelsprodukter. Det afhænger blandt andet af produktkategori, forretningsmodel og omkostningsstruktur. En sund margin skal give plads til variable omkostninger som vareindkøb, emballage og fragt samt faste udgifter, markedsføring, returneringer og investeringer i virksomheden. Se derfor ikke kun på marginen pr. produkt, men også på, hvor meget der reelt er tilbage til at dække virksomhedens øvrige omkostninger.

